23948sdkhjf

Forskere og parlamentarikere kritiserer lobbykampagne mod genbrug

Centrale dele af en stor emballagereform er blevet nedstemt i Europa-Parlamentet. Det er sket efter en omfattende lobbyindsats, hvor der ifølge forskere er brugt vildledende oplysninger

Den kommende reform af EU's emballagelov skulle have været den mest vidtrækkende i årtier.

Men i november blev en række centrale dele af loven nedstemt i Europa-Parlamentet efter en lobbykampagne, som en række parlamentarikere og organisationer over for Dagbladet Information beskriver som den mest omfattende i flere år.

- Vi har hverken i forhold til omfang eller metoder tidligere set lobbyisme som dette, siger seniorpolitisk rådgiver i den europæiske miljøfællesorganisation The European Environmental Bureau (EEB) Marco Musso til Information.

Han kalder det et "et direkte angreb på de centrale dele af loven" fra fastfood- og engangsemballageindustrien.

Ifølge organisationer og forskere er problemet ikke kun omfanget af lobbyismen, men også at virksomhederne bag har forsøgt at skabe tvivl om det videnskabelige grundlag for loven.

Virksomhederne har fået udarbejdet flere konsulentrapporter og brugt dem til at fremføre den påstand, at engangsemballage er den mest miljøvenlige løsning. Men det er ifølge flere forskere forkert.

Emballage, som kan vaskes og bruges flere gange, kan være mellem 20 og 30 gange mere miljøvenlig end engangs, siger professor i miljøvurdering ved Aalborg Universitet Jannick Schmidt.

- Men når man læser rapporterne, vil de fleste sidde tilbage med den opfattelse, at engangsservice er bedre end genbrug. Det er forkert, siger han til Information.

Lektor på Institut for Miljø- og Ressourceteknologi på DTU Anders Damgaard er enig. Det vil ifølge ham i "de fleste tilfælde" være bedre at genbruge.

- Derfor er det selvfølgelig problematisk, hvis rapporterne er blevet brugt som del af beslutningsgrundlaget i EU, siger han.

De danske forskere står ikke alene med deres kritik.

I september skrev flere end 50 forskere et åbent brev til medlemmerne af Parlamentet for at advare mod at anvende rapporterne som en del af det politiske beslutningsgrundlag.

Ifølge Informations gennemgang af sagen ser det dog ud til at være sket.

De kritiserede rapporter er ifølge flere danske EU-parlamentarikere blevet brugt i forhandlingerne og har ifølge dem været en medvirkende årsag til, at centrale dele af loven blev stemt ned, herunder tiltag mod engangsemballage.

En af de kritiserede rapporter er lavet af det danske konsulenthus Rambøll.

Rambøll skriver i et svar til Information, at rapporten er baseret på en "videnskabelig tilgang og best practice" og lavet på baggrund af "realistiske antagelser". Derudover understreger konsulentvirksomheden, at rapporten beskriver specifikke brugsscenarier og derfor ikke kan bruges til at "drage generelle konklusioner" om miljøpåvirkningen af engangs- og flergangsservice.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078