23948sdkhjf

Vild udvikling på få uger: Otte elever er blevet til 14

Man er lige over smertegrænsen, og faren er derfor ikke drevet over. Plastvirksomhederne skal fortsat prioritere uddannelse, hvis plastmageruddannelsen fortsat skal eksistere i Danmark, siger uddannelseschef

Det hang i en tynd tråd, det kommende hold på plastmageruddannelsen på Den Jyske Håndværkerskole, da uddannelseschef Morten Dalby i december meldte ud i Plastforum, at kun otte elever var tilmeldt det kommende januarhold, og at han stærkt tvivlede på, at det tal ville ændre sig.

Men nu har situationen taget en drejning: På få uger er tallet vokset fra otte elever til 14 elever. Noget tyder derfor på, at opråbet til plastvirksomhederne har båret frugt.

Indsatsen glæder Morten Dalby. Men det ændrer dog ikke på, at uddannelseschefen stadig frygter, at de to årlige optag med tiden kan ændres til ét. I en pressemeddelelse gennem brancheforeningen Plastindustrien siger han, at man "lige akkurat er over smertegrænsen, for at det kan løbe rundt."

- Men det er vigtigt for mig at sige, at faren ikke er drevet over af den grund. Virksomhederne er nødt til at tage situationen alvorligt, så vi også har en plastmageruddannelse i fremtiden.

Fælles ansvar

Adm. direktør Thomas Drustrup, Plastindustrien, siger i samme ombæring, at flere virksomheder er nødt til at prioritere at finde plads til lærlinge. 

- Hvis vi skal tiltrække folk til vores branche, skal omverdenen vide, at danske plastvirksomheder tager lærlinge. Derfor er det afgørende, at lærepladserne slås op på lærepladsen.dk. Vi hjælper også gerne vores medlemmer med at blive mere synlige i lokalområdet, på sociale medier mv., så vi får synliggjort de arbejdspladser, de kan tilbyde, siger Thomas Drustrup, der også sidder i bestyrelsen på Den Jyske Håndværkerskole.

At drive en skole forudsætter et minimum af elever, og dem har vi et fælles ansvar for at tiltrække, siger Drustrup.

- Derudover har Den Jyske Håndværkerskole de senere år været igennem en omstillingsproces, som også har kunnet mærkes hos virksomhederne. Jeg er dog glad for at kunne konstatere, at det ser ud til, at der nu er skabt et nyt godt fundament som kan danne platform for den høje kvalitet i undervisningen, som både skole og industrien ønsker. Plastindustrien, uddannelsesudvalg og virksomheder har deltaget i processen med at skabe den nødvendige forandring, og det gode samarbejde fortsætter, så vi løbende kan sikre, at uddannelsen til plastmager er både en god, stærk og attraktiv uddannelse. For vi har brug uddannelsen, så der er rigtig god grund til at passe godt på den, siger direktøren.

Artiklen er en del af temaet Uddannelse.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078