23948sdkhjf

DI: Nødvendig statsstøtte sikrer grøn industri en styrkeposition

Regeringen vil afsætte 1 mia. kr. til grøn statsstøtte næste år, og selvom Dansk Industri normalt ikke er fans af statsstøtte, bakker organisationen i dette tilfælde op

Regeringen vil afsætte en mia. kr. til grøn statsstøtte i 2024 og potentielt flere penge i 2025. 

Det fortæller økonomiminister Stephanie Lose (V) og erhvervsminister Morten Bødskov (S) i Børsen. Forslaget får opbakning fra Danmarks største erhvervsorganisation, Dansk Industri (DI).

- Statsstøtte er et af de store politiske greb, der nu bliver taget i brug for at sikre danske grønne virksomheder kan fastholde en stærk position i den benhårde internationale konkurrence, siger Emil Fannikke Kiær, politisk direktør i DI.

- Generelt er vi ikke de store fans af statsstøtte, da vi ikke kan vinde på det i længden. Men vi har i nogen tid efterhånden ment, at det er nødvendigt i det her tilfælde, fordi andre EU-lande gør brug af EU’s statsstøtteregler, og vi derfor risikerer, at investeringer flyder andre steder hen. Derfor er det godt, at regeringen sætter midler af midlertidigt og målrettet grønne virksomheder, der i øvrigt også kan skabe nye arbejdspladser og er vigtige i Danmarks grønne omstilling.

Vi skal forbedre rammevilkår

Regeringen vil finde pengene i reserven fra finansloven for 2024. Statsstøtten skal først drøftes med partierne i Folketingets finansudvalg, men regeringen håber, at kan komme ansøgninger ind allerede i januar.

- Konkurrencesituationen er blevet forværret de seneste år, og der er ingen tegn på forbedringer i 2024. Vi skal indse, at vi ikke længere kan bruge tidligere tiders succes som en sovepude. Det er mindst ligeså vigtigt, at der også politisk kommer fokus på, hvordan vi rent faktisk forbedrer Danmarks konkurrenceevne. Det kræver, at vi forbedrer konkrete rammevilkår, siger Emil Fannikke Kiær.

- Vi skal sikre forskning og udvikling, adgang til kvalificeret arbejdskraft, lavere selskabsskat, hurtigere sagsbehandlingstider, mere tidssvarende regulering og færre administrative bøvl og byrder. Det er alle tiltag, der virkelige vil batte noget.

Ordningen vil ifølge Børsen bliver placeret i Danmarks Eksport- og Investeringsfond, EIFO, som i forvejen administrerer andre støtteordninger for erhvervslivet. Regeringen vil løbende vurdere behovet og overveje at afsætte flere penge i 2025.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062