23948sdkhjf

EU indfører forbud mod salg af plast til kunstgræsbaner

Hverken EU-Parlamentet eller ministerrådet kom med indvendinger mod ventet forbud med otte års indfasning

Danske kunstgræsbaner lever sandsynligvis på lånt tid. Et nyt forbud mod brug af gummigranulater vil nemlig træde i kraft i EU.

Det står klart, efter at hverken EU-Parlamentet eller ministerrådet er kommet med indvendinger i deres tre måneder lange høringsperiode.

De nye regler forventes at forhindre udledning af omkring en halv million ton mikroplast til miljøet. Det fastslår EU-kommissæren for miljø, Virginijus Sinkevičius.

- Mikroplast findes i havene, floderne og på land. Og i fødevarer og drikkevand. Dagens begrænsning vedrører meget små partikler. Men det er et stort skridt i retning af at reducere menneskeskabt forurening, siger Virginijus Sinkevičius.

Beslutningen om forbuddet blev oprindeligt truffet i april. Her fik EU-Kommissionen opbakning fra EU-landenes eksperter i det såkaldte Reach-udvalg til et forbud mod salg af gummigranulater, der blandt andet bruges i kunstgræsbaner.

De danske klubber kan dog benytte deres kunstgræsbaner nogle år endnu, da forbuddet indeholder en overgangsperiode på otte år.

Samtidig er indgrebet lavet som et såkaldt markedsføringsforbud. Det vil sige, at det på sigt bliver forbudt at købe, sælge og markedsføre gummigranulater.

Eksisterende baner skal altså ikke graves op og ændres til eksempelvis regulært græs, når forbuddet træder i kraft. Over tid vil banerne dog miste granulatet, da man efter at forbuddet træder i kraft, ikke kan købe nyt.

Gummigranulatet kommer ofte fra ophuggede bildæk, og det er med til gøre det muligt at bruge banerne hele året. Problemet er, at de små plastikpartikler med tiden forsvinder fra banerne og ender som forurening. Derfor har miljøorganisationer presset på for hurtigt at få et forbud.

Beslutningen om forbuddet blev truffet i det såkaldte Reach-udvalg. Det videnskabelige udvalg har til opgave at vurdere restriktioner på kemiske produkter, der ofte er tekniske og kræver særlig indsigt.

Hvis man vil sælge produkter i EU, så skal de overholde indstillingerne fra Reach.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063