23948sdkhjf

Carlsberg dropper limen og går tilbage til plast: - Fremover vil emballage bestå af 100 procent genanvendt materiale

Bryggeriet Carlsberg vil ikke længere lime sine øl sammen i Danmark for at spare på forbruget af plast.

Det skriver Finans.

I stedet skal en sixpack igen holdes sammen af den mere velkendte plastemballage på det hjemlige marked.

Den såkaldte snap pack-løsning, hvor øl limes sammen, har fået en "lunken modtagelse herhjemme", fortæller Simon Boas Hoffmeyer, global direktør for bæredygtighed i Carlsberg, til mediet.

- Mens løsningen har vist sig at være en succes i England, hvor 65 procent af vores fire- og seks-styks emballager fra vores bryggeri i Northampton i 2022 var snap packs, har modtagelsen i Danmark været mere lunken.

- Vi har derfor besluttet at stoppe pilotprojektet i Danmark og i stedet gå tilbage til vores velkendte emballage, som i dag består af 100 procent genanvendeligt plastomslag, siger Simon Boas Hoffmeyer.Projektet havde til formål at reducere Carlsbergs forbrug af plast i Danmark med 150 tons årligt.

Til Plastforum siger Simon Boas Hoffmeyer ydermere, at six-pack-indpakningen fremover vil bestå af 100 procent genanvendt materiale.

- Det genanvendte materiale kommer blandt andet fra vores egen produktion. Derudover er det et væsentligt led i vores ambitiøse bæredygtighedsstrategi 'Together Towards Zero and Beyond' hele tiden at se på nye, alternative løsninger med en lavere miljøpåvirkning. Nogle af de redskaber, vi har i værktøjskassen til det kan for eksempel være at reducere CO2-påvirkningen, øge genanvendeligheden eller om man kan bruge biobaseret materiale, siger han.

Har limen besværliggjort genanvendelse af dåserne og er det én af årsagerne til, at I nu vælger at skifte tilbage?

- Under piloten har vi ikke identificeret nogen negativ indvirkning på genanvendelsen af dåserne, siger den globale direktør for bæredygtighed hos Carlsberg.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078