23948sdkhjf

Danish Composite Award 2023: Ung DTU-forsker er dette års prisvinder

Justine Beauson er dette års modtager af Danish Composite Award 2023, der hvert år uddeles af Plastindustriens Kompositsektion.

Forskeren modtager prisen på baggrund af et ph.d.-projekt om genanvendelse af komposit i vindmøllevinger. Her har Justine Beauson undersøgt, hvordan man kan genanvende kompositterne i vindmøllevinger med fokus på termohærdede glasfiberkompositter. Et område, der forskes meget i, i disse år.

Justine Beauson arbejder til daglig som udviklingsingeniør. Hun forsvarede sin ph.d. den 2. september 2022. Det er lektor ved DTU Vindenergi, Lars Pilgaard Mikkelsen, der har indstillet Justine Beauson til prisen. I sin indstilling skriver han blandt andet:

"Hendes arbejde er af høj kvalitet og fik ved DTU’s ph.d.-diplomoverrækkelse i oktober 2022 tildelt prisen ”Young Researcher Award” som tildeles unge forskere, der har gjort en ekstraordinær indsats og har stort potentiale for at udvikle sig yderligere."

- Jeg er utrolig glad for at modtage prisen. Den motiverer mig til at fortsætte ad samme spor. Forskning kan være frustrerende! Genanvendelse af vindmøllevinger og bæredygtighed i kompositmaterialer har været mit fokusområde, siden jeg begyndte min professionelle karriere for 11 år siden, og jeg arbejder stadig med de emner i DecomBlades-projektet og WiseWind-projektet. Prisen bekræfter mig i, at det er de rigtige emner, jeg arbejder med, fortæller hun.

Danish Composite Award 2023 bliver officielt uddelt i forbindelse med Kompositsektionens årsmøde den 22. juni i København. Prisen består – udover hæderen – af et diplom og en rejse til ’JEC WORLD’ – den førende messe for kompositmaterialer, der finder sted i Paris i marts 2024.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.532