Fremtidens plastemballage i klemme mellem lovgivning og innovation

I de senere år er plastemballagers rammevilkår blevet dramatisk ændret af en strøm af nye reguleringer: Udvidet producentansvar, ny EU-emballageforordning, direktivet om engangsplast og  EU-forordning 2022/1616 om fødevarekontakt for genanvendte plastmaterialer.

Fokus på dokumenteret genanvendelighed, recirkulation og fødevaresikkerhed har i Teknologisk Instituts optik sat emballage-industrien under et meget stort forandringspres. Hvordan håndterer vi det sideløbende med den løbende og materialefokuserede udvikling af emballagens funktionelle egenskaber?

Naturligvis har det regulatoriske været i centrum for både emballageproducenter og brand owners, men i skyggen heraf står de teknologiske udfordringer som lovgivningen nødvendiggør – og som ikke lader sig løse alene ved efterlevelse af lovtekster og paragraffer.

Set i et længere perspektiv fortjener det forhold større opmærksomhed. Når reguleringen i stigende grad sætter rammerne for hvilke materialer, produktkonstruktioner og recirkuleringsmuligheder, der er mulige, flyttes behovet for radikal innovation fra complianceafdelingen til udviklingslaboratoriet. Balancen mellem juridisk korrekthed og teknologiske muligheder er imidlertid både ganske spændende og udfordrende. Fremtidens emballageudvikling kræver, at regulatoriske og teknologiske veje følges tæt – og vel at mærke parallelt og ikke sekventielt. 

Omlægning af multilagsløsninger

Blandt de største teknologiske udfordringer, må den sværeste være behovet for at omlægge fra komplicerede multilagsløsninger – der historisk har leveret fremragende barriereegenskaber mod ilt og fugt – til mono-materiale-systemer. Monomaterialer favoriseres regulatorisk, men teknologisk risikerer denne åbenlyse løsning at kompromittere emballagernes beskyttende egenskaber. Hvor branchens innovation de seneste årtier har været fokuseret på at bygge ekstremt effektive barrierer op, handler det nu om at forenkle opbygningen uden at miste den nødvendige barrierefunktion. Det efterlader flere brancher i et vadested: Skal man på rendyrket genanvendelighed og leve med nedsat barriere eller håbe på, at ny materialeteknologi pludselig kan lukke dette emballagens performancemæssige mangler? 

Recirkuleret plastmateriale

Næste store benspænd opstår, hvor recirkuleret plastmateriale skal indgå i emballager til fødevarekontakt, som forordning 2022/1616 kræver. Det er ikke længere blot et spørgsmål om mekanisk genanvendelse; det handler om avanceret sporbarhed, dybdegående dekontaminering og dokumentation for, at selv komplekse recirkula-tionskæder kan levere plast med fødevaresikkerhed over mange cyklusser. Teknologier som kemisk recycling, næste-generations sorteringsanlæg og digital mærkning kan i teorien bringe os tættere på målet, men afstanden mellem laboratoriekoncept og industriel skala er stadig betydelig.

En teknisk løsning for en ny genanvendelsesteknologi til fx PP‑bakker til fødevarer skal gå hånd i hånd med dokumenteret kontrol af inputstrømmens oprindelse og kvalitet som fødevarekontaktmateriale (FKM) efter 2022/1616. Der skal findes en balance mellem, hvor stramt affaldet indsamles og spores (fx i en registreret closed and controlled chain), og hvor meget sortering og dekontaminering processen kan dokumentere. Jo mere lukket og kontrolleret indsamlingskæden er, desto mindre behov er der typisk for efterfølgende sortering og dekontaminering; omvendt kræver åbne inputstrømme en stærkere, EFSA‑robust dekontaminering og evidens. Bemærk, at særskilt indsamling/DRS kan forbedre inputkvaliteten, men erstatter ikke kravene til dekontaminering eller autorisation af en ny teknologi.

Med hensyn til nye teknologier, peger en præsentation fra EC (February 2025) på at ca. 40 nye teknologier er under er under udvikling med henblik på at demonstrere egnethed for bl.a. PET (inputbegrænsninger); PET (barriere); PET (kemisk); LDPE, HDPE, PP, PS.

Emballagedesign

Design for disassembly er et tredje område, hvor regulatoriske forhåbninger møder praktiske realiteter. At emballagen let skal adskilles for optimal recirkulation, er måske teoretisk åbenlyst, men tilføjer et lag af kompleksitet, som risikerer at kollidere med eksempelvis automatiseret pakning, produktbeskyttelse og ikke mindst kosteffektivitet. Emballage, der lader sig adskille, skal stadig kunne forsegles og beskytte produktet sikkert og næsten alle beslutninger om ændring af emballage-design får implikationer for supply chain og logistikkæder.

Accept af nye emballager

Mindre diskuteret, men ikke mindre betydningsfuldt, er spørgsmålet om accept – hos både forbrugere, detailled og brand owners – af mindre effektive emballager, som måske ikke altid matcher “gammeldags” performance. Skal man forlige sig med kortere holdbarhed, mindre visuel gennemsigtighed eller affinde sig med mindre holdbarhed, hvis det betyder et langt grønnere fodaftryk og høj genanvendelighed? Det kunne fx tvinge os til at tænke i mere dynamiske løsninger: Fx emballage, hvor barriereegenskaber kan aktiveres netop, når de er nødvendige, og hvor lagtykkelse eller barrierecoating kan varieres “on demand.” Selvom denne slags innovation lyder attraktiv, kræver den både materialeteknologiske landvindinger og en omstilling i produktions-systemerne, der sjældent lader sig implementere fra dag ét og som kræver stor tålmodighed i udviklingsfasen.

Yderligere bør det nævnes, at udviklingen af bioplast - både bionedbrydelige og biobaserede, som teknologisk svar på reguleringens klima- og ressourcekrav - stadig kæmper med grundlæggende kompromiser i performance, pris og integration med eksisterende indsamlings-/fraktionssystemer. Vores bud er, at bioplast og bionedbrydelige plasttyper i bedste fald bliver et supplement snarere end afløser.

Fremtiden for plastemballage

Summen er, at samspillet mellem regulatorisk compliance og teknologisk innovation nu er blevet selve nøglen til at sikre, at plastemballage fortsat kan løfte sin traditionelle rolle som fødevaresikker, klimavenlig og økonomisk bæredygtig emballageløsning. Ellers ender plastemballage med at blive selve problemet og ikke løsningen. Det vil være en skam, for vi kan ikke rigtigt se, hvilke alternative veje man ellers kan gå.
 
Derfor handler fremtiden for plastemballage ikke kun om at følge reglerne, men lige så meget om at udvikle nye løsninger, der gør det realistisk at leve op til kravene til emballagens performance – dvs. effektiv beskyttelse af indholdet i emballagen. Teknologisk udvikling skal altså gå hånd i hånd med regulering, og ikke blot halse efter. Det er vel rimeligt indlysende, at lovgivning ikke i sig selv kan sikre den nødvendige fornyelse; men samspil mellem innovation og regler er afgørende for at lykkes. 

Indlægget er skrevet som leder i magasinet Medlemsinformation af Lars Germann, centerchef inden for Plast og Emballage hos Teknologisk Institut - Materialer.