Teknologisk Institut vil sætte turbo på udvikling af teknologier til Power-to-X og carbon capture
Teknologierne, der skal bringe os tættere på en fossilneutral fremtid, er stadig unge og relativt uprøvede. Men i løbet af de kommende år vil Teknologisk Institut intensivere indsatsen inden for Power-to-X og CCUS – fangst, udnyttelse og lagring af CO2. Målet er at optimere og modne teknologierne, så teknologileverandørerne kan få optimalt udnyttelse af dem.
Både Power-to-X og CCUS (Carbon Capture, Utilization and Storage) er vigtige søjler i et fossilfrit samfund. Med en række målrettede indsatser vil Teknologisk Institut - Materialer i løbet af de kommende fire år fremme udviklingen, så teknologierne nærmer sig deres respektive potentialer.
Power-to-X og CO2 fangst bruger meget energi. Vores indsats vil i høj grad dreje sig om at energieffektivisere processerne, så vi udnytter energien så godt som muligt. Både gennem udvikling af processerne, gennem optimering af materialer, procesudvikling samt demonstration og opskalering, fortæller John Lindegård Kjær, markedschef for Power-to-X på Teknologisk Institut
Bro mellem forskning og industri
For at gøre Power-to-X og CCUS kommercielt levedygtige er der brug for at overvinde udfordringer med at skalere produktionen, modne elektrolysen, integrere energisystemerne og lave grønne brændsler effektivt. Målet er at nå en økonomisk bæredygtig produktion.
For at overkomme dette vil Teknologisk Institut sammen med branchens aktører opbygge avancerede test- og demonstrationsfaciliteter, samt hjælpe danske virksomheder med at få adgang til internationale muligheder.
Et eksempel er Carbon Capture Lab som Teknologisk Institut etablerede i slutningen af 2023. Her har industrien fået en fleksibel testfacilitet til solventbasseret CO2 fangst, hvor man kan optimere teknologien med henblik på at øge effektiviteten og driftssikkerheden samt reducere omkostningerne. Udstyrsproducenterne får mulighed for at optimere deres løsninger mens udlederne har adgang til uafhængige tests, som kan hjælpe dem med at vælge fangstteknologi og leverandør. Teknologisk Institut arbejder desuden på at etablere større prototyper af elektrolyseanlæg afstemt med branchens ønsker og behov.
Disse faciliteter vil fungere som brobyggere mellem forskning, udvikling og industri ved at tilbyde virksomheder muligheden for at teste, finjustere og demonstrere deres teknologier under realistiske forhold.
- Ved at tilbyde adgang til state-of-the-art test- og demonstrationsfaciliteter, sænker vi barrieren for innovation inden for Power-to-X og CCUS. Det giver danske virksomheder et afgørende værktøj til at validere deres teknologier og fremskynde deres vej mod markedet. Samtidig vil det give virksomhederne en unik mulighed for at demonstrere deres løsninger for potentielle investorer og samarbejdspartnere, siger Christian Kallesøe, Centerchef på Teknologisk Institut.
Nye materialer til CO2-fangst
Udviklingen af nye materialer og optimering af eksisterende materialer spiller desuden en central rolle i at nedbringe omkostningerne og øge effektiviteten, da traditionelle metoder til CO2-fangst er energikrævende og bekostelige.
- Der er flere materialeteknologiske problemstillinger, som der er behov for at løse. Dels er der behov for at forlænge levetiden af udstyr til fangst, transport, lagring og anvendelse af CO2 ved bl.a. at forhindre korrosion og slitage. Derudover er der behov for at skabe nye materialer til næste generation af faststofs fangstteknologier som er robuste, effektive og billigere i anlægs- såvel som driftsomkostninger, siger Jan Boyesen, markedschef for CCUS, Teknologisk Institut.
Vigtige kompetencer
En væsentlig del af Teknologisk Instituts strategi involverer samarbejde med øvrige GTS’er, private aktører og uddannelsesinstitutioner for at imødekomme den voksende efterspørgsel på kvalificeret arbejdskraft inden for Power-to-X og CCUS.
For at understøtte en hurtig og effektiv implementering af Power-to-X og CCUS er det afgørende, at vi har adgang til højt kvalificerede fagfolk. Derfor vil vi arbejde tæt sammen med uddannelsesinstitutionerne for at sikre, at kommende generationer er udstyret med de nødvendige kompetencer, lyder det fra Christian Kallesøe.
Fundament til fremtidige behov
Målet for Teknologisk Instituts indsats inden for Power-to-X og CCUS er at accelerere udviklingen og implementeringen i Danmark for at opnå en markant fremgang i landets overgang til et fossilneutralt samfund. Samtidig er det et fokus at lægge fundamentet for, at det fremtidige behov for kvalificeret arbejdskraft på området vil blive mødt herhjemme.