23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Glasfabrik håber på mere sol fremover

Hvad har skueglas og kameraglas med solceller at gøre? Udover at glas dækker solceller, så handler det både om klimaet, økonomien og mulighederne i markedet. De gode argumenter har hobet sig op for Mirit Glas, der derfor er gået i gang med at montere solceller på taget af fabrikken i Vojens.

(opdateret) Med en fabrik, der har et højt strømforbrug på omkring 280.000 kWh årligt, er det oplagt for fabrikken at gøre en indsats her. Ved at dække taget med solceller håber Mirit Glas at kunne dække op mod 30 procent af fabrikkens energiforbrug med den mere grønne solcellestrøm.

“Vi kigger selvfølgelig ikke kun på at konvertere vores forbrug til grøn strøm, men forsøger også generelt at mindske vores elforbrug. Som leverandør af tilpassede glasløsninger, lige fra glasrør til skueglas, er strømforbrug en uundgåelig del af vores produktionsproces. Men nu sikrer vi os, at strømmen er mere klimavenlig,” forklarer administrerende direktør, Jens Milbrat.

Han lægger heller ikke skjul på, at projektet også giver mening rent økonomisk. “Vi ser selvfølgelig også på, at solcelleanlægget vil reducere vores el-omkostninger. Det er dejligt, at vi med samme manøvre kan nedsætte vores CO2-fodaftryk,” konstaterer han.

Solcelle-projektet er en del af Mirit Glas’ arbejde med FN’s 17 verdensmål, hvor firmaet arbejder med at fremme en mere bæredygtig industripraksis. Håbet er, at installationen af solceller kan reducere CO2-fodaftrykket med op til 11* ton om året.

“Det giver god mening på mange måder at installere solceller. Både rent økonomisk, det føles rigtigt at gøre, og det er med til at give vores medarbejdere en følelse af, at vi sammen med dem som virksomhed gør noget for klimaet,” siger Jens Milbrat.

Initiativerne har nemlig også en positiv effekt på arbejdspladsen, hvor der er et stort medarbejderengagement i at arbejde for en mere bæredygtig fremtid og de FN’s 17 verdensmål.

“Vi kan mærke, at især de yngre medarbejdere er glade for, at vi tager miljøtiltag. På den måde er de også med til at gøre noget for klimaet,” fortæller Jens Milbrat.

For Mirit Glas er solcelleprojektet vigtigt som en del af virksomhedens bredere engagement i klimamål og FN’s 17 verdensmål. Ved at anerkende de udfordringer, der ligger i glasproduktionens energiforbrug, arbejder Mirit Glas målrettet mod at forbedre virksomhedens CO2-regnskab og integrere en mere bæredygtig tankegang i virksomhedens daglige drift. Det giver også mening i forhold til især Mirit Glas’ større kunder, der i højere grad kræver, at underleverandører arbejder for en mere bæredygtig industriproduktion.

Installationen af solceller gik i gang den 20. marts og den endelige ibrugtagning forventes at være inden sommer. Den endelige installation får en samlet overflade på 567 kvadratmeter og består af 290 solpaneler. Den reelle kapacitet som Mirit Glas kan bruge forventes at blive en solcelleproduktion af strøm på 87.000 kWh, som svarer til omkring 30% af Mirit Glas’ samlede elforbrug. Derudover forventer Mirit Glas også at sende over 20.000 kWh tilbage til elnettet.

*rettet fra 52  ton til 11 ton pga regnefejl 

Mirit Glas A/S
Marielundvej 37 D - 1.sal
2730 Herlev
Herlev Kommune
Danmark
CVR nummer: DK31170508

Kontaktperson

JS
Johan Stenfeldt
js@mirit.dk

Send til en kollega

0.031