23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Skal du lede dine kolleger? Her er ekspertens 5 råd

Hvis du skal være en effektiv leder for dine kolleger, er det vigtigt, at du formår at skabe et fælles mål, og at du sikrer en klar forventningsafstemning med dine kolleger. Her er konsulent Louise Ricos fem råd til dig, der er leder uden personaleansvar.

Flere og flere udpeges til projektledere, faglige ledere, konsulenter og teamkoordinatorer. De skal lede opgaver og projekter, men de har ikke det formelle personaleansvar, og de har derfor ikke retten til at sige til deres kolleger, at ”de skal”.

Hvis de skal lykkes med at lede deres kolleger, skal de være gode til at skabe et fælles mål og at forventningsafstemme med deres kolleger. Det fortæller Louise Rico, konsulent hos Dansk Industri.

- Når du skal lede dine kolleger, skal du sikre dig, at arbejdet fører til fælles resultater. Derfor anbefaler jeg alle ledere uden personaleansvar at bruge værktøjet ”5R – rammer, retning, regler, roller og relationer” til at tage en dialog med deres kolleger om deres gensidige forventninger.

Læs mere her: Ledelse af kollegaer – når du ikke har personaleansvar

5 råd til, hvordan du forventningsafstemmer med dine kolleger

Ifølge Louise Rico bør forventningsafstemningen ske allerede ved starten af samarbejdet og hver gang, der kommer nye kolleger i teamet. Og så er det en god idé at sætte god tid af til det.

- Jeg ville gennemgå de 5R’er på et teamseminar, hvor I har god tid. En måde at gribe dialogen an på er ved at lave dialogkort med udgangspunkt i de 5R’er, fortæller hun.

- Og så skal I selvfølgelig sørge for at samle de aftaler, I laver i teamet, så I kan genbesøge dem, og så I alle løbende kan orientere jer i aftalerne.

Louises 5 råd med udgangspunkt i de 5R’er

  •  Rammer: Find ud af, hvorfor I eksisterer og for hvem

Det er vigtigt, at I finder en fælles identitet gennem formålet med jeres samarbejde, og hvad omverdenen har af forventninger til jer. Du skal altså som leder sikre, at I i teamet er enige og bevidste om, hvorfor I eksisterer og for hvem.

  • Retning: Hvad er vores fælles mål? Hvordan bidrager vi hver især til målet

Det er vigtigt, at du og dine kollegaer bliver enige om, hvor I er på vej hen. Du kan derfor med fordel afklare, hvad er jeres fælles mål? Og hvordan kan vi hver især bidrage til målet?

  • Regler: Hvad er god adfærd og kommunikation I jeres team?

 Sørg for at afstemme regler og spilleregler i samarbejdet. Det kan både være i forhold til det praktiske og sociale. Hvad er f.eks. jeres regler til mødekulturen.

  • Roller: Hvordan bruger I hinandens styrker og forskelligheder bedst?

Hvis du skal sikre, at I udnytter ressourcerne i teamet bedst, er det vigtigt, at I afklarer jeres roller, funktioner og forskelligheder. I skal altså vide, hvilke roller og ressourcer der er i samarbejdet, og hvordan I bruger dem bedst.

  • Relationer: Hvad kendetegner et godt kollegaskab for os?

Jo bedre I er til at sikre relationerne, jo bedre er samarbejdsklimaet og dermed også jeres resultater. Ved at tale om jeres relationer, kan I blive klogere på, hvordan I sikrer en fælles trivsel. I bør derfor tale om, hvordan jeres trivsel er, og hvad der kendetegner et godt kollegaskab for jer.

Modtag nyheder om kurser, uddannelser og netværk inden for ledelse direkte i din indbakke ved at tilmelde dig nyhedsbrevet DI Ledelse

DI - Ledelse og Virksomhedsudvikling
H.C. Andersens Boulevard 18
1553 København V
Københavns Kommune
Danmark
CVR nummer: DK16077593

Kontaktperson

LR
Louise Rico
llmi@di.dk

Send til en kollega

0.094