Produktionsvirksomheder får hjælp til bæredygtig omstilling
I et nyt langsigtet program, finansieret af Industriens Fond, får produktionsvirksomheder hjælp til at udvikle bæredygtige og cirkulære produkter og værdikædesamarbejder. Tre GTS-institutter deltager i programmet.
4.250 danske produktionsvirksomheder – svarende til ca. 40.000 jobs – skal i 2030 have omstillet store dele af deres forretning i en bæredygtig retning.
Det er ambitionen og tilgangen i det nye program Afkobling 2030, hvor Industriens Fond har afsat 32 mio. til de første to år.
”Vi kan se, at dansk industri belaster vores klode mere og mere, og samtidig møder virksomhedernes stigende krav fra kunder og lovgivning. Pilotprojektet bekræftede os i, at Afkobling 2030 kan noget helt nyt, når det handler om at løse disse udfordringer – bl.a. at klima- og miljøhensyn skal integreres centralt i forretningsudviklingen”, siger Anders Ziegler Kusk, programleder for bæredygtig produktion, Industriens Fond. Han tilføjer:
”Derfor er vores ambition nu sammen med en stærk partnergruppe at hjælpe danske produktionsvirksomheder med at styrke deres position i en verden, hvor evnen til at skabe værdi gennem bæredygtighed har afgørende betydning for konkurrenceevnen”.
Vækst skal afkobles ressourceforbruget
Indsatsen skal ske med en eksperimenterende og fleksibel tilgang, hvor programmets partnere løbende tilpasser tilbud og hjælp til virksomheders behov og har fuld fokus på at ’afkoble’ deres produktion og omsætning fra ressourceforbruget.
”Industriens samlede klima- og miljøbelastning skal reduceres. Det er en bunden opgave, uanset hvordan det går med den økonomiske vækst. Det er det, som kaldes absolut afkobling. Men hvis det skal lykkes, skal bæredygtighed helt ind i hjertet på den enkelte virksomheds strategi og forretningsmodel – og helt ud i produktionen og værdikæderne. Det er den mission, vi arbejder på, i Afkobling 2030”, forklarer Line Poulsen, Mission Director for Afkobling 2030, DDC – Dansk Design Center.
Værdikæderne er afgørende for omstillingen
De danske produktionsvirksomheder spiller en vigtig rolle i omstillingen til et bære- og konkurrencedygtigt samfund. Men kun 10-16 pct. af virksomhederne arbejder dedikeret med den bæredygtige og cirkulære omstilling. Og kun 4 pct. dokumenterer arbejdet med omstillingen i scope 3.
Scope 3 er betegnelsen for indirekte udledninger – også omtalt som værdikædeudledninger – og de udgør omkring 90 pct. af en virksomheds samlede udledning. Fordi udledningerne foregår i værdikæderne, er de ofte de sværeste at arbejde med for virksomhederne. Det er derfor også ved at omstille værdikæderne, at en industri for alvor flytter noget i forhold til den grønne omstilling og bliver konkurrencedygtig.
”Den enkelte virksomheds forretningsmodel skal være bæredygtig, men det skal alle virksomhedens samarbejdspartneres forretningsmodeller også”, siger Line Poulsen. Hun fremhæver i den henseende betydningen af at have de tre GTS-institutter, Teknologisk Institut, Alexandra Instituttet og FORCE Technology med i partnergruppen, da de i samarbejde med de deltagende virksomheder vil udarbejde konkrete løsninger, der har positiv påvirkning på virksomhedernes direkte og indirekte udledning.
Projektet skal fremtidssikre virksomheder og klima
Projektet er det første af sin slags. Ambitionen om at omstille en hel sektor og gøre det på en eksperimenterende og fleksibel måde, hvor indsatsen løbende tilpasses virksomhedernes behov, er unik. Det gælder også tidsrammen, som med sine otte år reelt gør det muligt at arbejde grundigt og langsigtet med virksomhederne og deres udfordringer.
”Hvis vi skal indfri produktionssektorens miljø-, klima- og forretningsmæssige potentialer, skal vi samarbejde på andre måder og med andre tidshorisonter, end vi plejer. Vi præsenterer derfor ikke et fast format, som virksomhederne skal deltage i. I stedet tilpasser vi forløb og tilbud til deres behov. Samtidig har vi fuld fokus på og hjælper med implementering efterfølgende”, siger Morten Rettig, direktør for Trekantområdet Danmark.
De første virksomheder forventes at gå i gang med programmet i foråret 2023.
Du kan læse mere om projektet her
Foto: Alexandra Instituttet