23948sdkhjf

Trods stort eksportfald er der lyspunkter i nye eksporttal

| Medlemsnyhed | Indrykket af Atradius

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at den samlede danske eksport tog et historisk voldsomt dyk i 2020. Havde det ikke været for en fremgang i eksporten af medicinalvarer, havde udviklingen set endnu mere grel ud.

Af Erik Skovgaard Nielsen, adm. direktør i Atradius

Årsagen til det voldsomme dyk er naturligvis først og fremmest corona-pandemien.

Med vaccinationsprogrammer i gang verden over, er der lys for enden af tunnelen, men tunnelen er længere, end vi først havde håbet, og realistisk set skal vi nok et stykke hen i 2022, før dansk eksport og økonomi i bedste fald er tilbage på niveauet fra før Corona-pandemien.

Når der er grund til bekymring for 2021, skyldes det flere ting. For det første trækker det ud med at komme tilbage til normale tilstande i markederne. Den seneste corona-bølge og de nye mutationer betyder, at vi nu må forvente at komme længere hen i året, før tilstandene normaliserer sig. Det betyder også, at mange eksportvirksomheder vil se en langsommere udvikling i deres salg og eksport end forventet for blot få måneder siden.

Her i januar så vi en voldsom stigning i antallet af konkurser i Danmark, som steg med ca. 100 pct. sammenlignet med januar 2020 – i høj grad i de brancher, som er særligt hårdt ramt af nedlukningerne. Denne tendens vil fortsætte - særligt når de statslige kompensationspakker skal udfases.

En anden udfordring er udviklingen på det britiske marked. De seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at den danske eksport til Storbritannien faldt med næsten en tredjedel i 2020. Det siger noget om, hvor hårdt det britiske marked er ramt af såvel Corona som Brexit. Flere og flere britiske virksomheder går konkurs, og i Atradius forudser vi en stigning i antallet af konkurser på mere end 50 pct. i Storbritannien i 2021. Samtidig så vi i 2020, at antallet af for sene betalinger i Storbritannien steg med hele 81 pct. Det er et kraftigt signal om, at usikkerheden og risikoen ved at sælge til britiske virksomheder er voldsomt forøget, hvilket de danske virksomheder bør være opmærksomme på. Især for mindre og mellemstore virksomheder kan det være livstruende med uventede tab på grund af manglende betaling fra kunder.

Vi kan forvente, at Storbritanniens relative andel af dansk eksport vil fortsætte med at falde de kommende år. Længe har Storbritannien været Danmarks fjerdestørste eksportmarked, men i løbet af de kommende år er det sandsynligt, at Storbritannien vil ryge helt ud af top 5. Dels på grund af udviklingen i den britiske økonomi. Men også af mere positive årsager: den stigende danske eksport til især USA og Kina.

For selvom de seneste eksporttal generelt ser dystre ud, er der lyspunkter at finde i statistikken. I 2020 steg den danske eksport til USA, som nu er Danmarks største eksportmarked i skarp konkurrence med Tyskland. Denne stigning skyldes især en stor stigning i eksporten af medicinalvarer til USA, men der har de senere år, frem til pandemien ramte, generelt været en god udvikling i amerikansk økonomi, og dansk eksport til USA har i flere år været i fremgang.

Det er min klare forventning, at eksporten til USA vil fortsætte med at vokse de kommende år. Medicinaleksporten vil fortsat spille en væsentlig rolle, men med det stigende amerikanske fokus på klimadagsordenen og den grønne omstilling, vil vi også komme til at se en fortsat vækst i eksporten af energiteknologi. Derudover vil der, hvis der kommer gang i infrastrukturudviklingen i USA, også være gode eksportmuligheder for danske virksomheder, som er underleverandører i forbindelse med eksempelvis vej- og broprojekter.

Også eksporten til Kina er i vækst. Vi har set en stor vækst i fødevareeksporten, som i høj grad kan tilskrives svinepesten, der har udraderet en stor del af den lokale kinesiske svinekødsproduktion. Men vi ser også fremgang for andre varegrupper. Samtidig er Kina tilbage i positiv økonomisk vækst, så medmindre handelskonflikterne eskalerer, kommer vi til at se en solid eksportvækst til Kina fremadrettet.

Hvad angår vores nærmeste eksportmarkeder i EU – særligt Tyskland, som tidligere har været vores største eksportmarked - har faldende vækstrater og lav økonomisk aktivitet i øjeblikket lagt en dæmper på den danske eksport. Men jeg mener, at der er grund til at være fortrøstningsfuld: Tyskland er under betydeligt pres fra de øvrige EU-lande for at løsne finanspolitikken, og hertil kommer effekten af den store EU-hjælpepakke. Når corona-pandemien forhåbentlig snart er under kontrol, er det derfor min forventning, at vi igen vil se vækst i eksporten til Tyskland.

Selvom de seneste eksporttal er trist læsning, er der derfor alligevel håb forude for de virksomheder, som klarer sig gennem et turbulent 2021. 


Skriv kommentar

Medlemsnyhed

Indrykket af
Atradius

Sluseholmen 8A
2450 København SV
Danmark
Atradius

Send til en kollega

0.094