23948sdkhjf

Cirkulær økonomi er en nøglerolle i fremtidens byggebranche

| Medlemsnyhed | Indrykket af Dansk Standard

Byggeriet spiller en central rolle, når det kommer til indfrielsen af FN’s verdensmål om at skabe en mere bæredygtig verden – ikke mindst i forhold til at sikre cirkulær økonomi og ansvarlig produktion.

Produktion, opførelse, drift og nedrivning af byggeri står for en betragtelig del af verdens CO2-udledning og af det affald, der generes. Byggebranchen arbejder derfor på højtryk for at udvikle løsninger, der kan sikre, at affald og materialer kommer tilbage i cirklen for at sikre et mere bæredygtigt samfund. Men manglen på en fælles forståelse af cirkulært byggeri og udfordringer med at gøre arbejdet konkret og dokumentere resultaterne, er nogle af de barrierer, som mange aktører i byggeriet støder på. Her kan standarder være en del af løsningen, mener blandt andre Dansk Byggeri.

”Der er brug for en fælles forståelse af, hvad cirkulært byggeri er. Først og fremmest skal det konkretiseres, hvor bredt begrebet tænkes. Man taler naturligvis meget om CO2-reduktion, men cirkulært byggeri er mere end det. Det handler for eksempel også om, hvordan vi opfører byggeri samt producerer og håndterer affald nu og i fremtiden. Det skal der etableres en fælles forståelse af, hvis vi skal have en chance for at komme i mål med at få skabt en mere bæredygtig og cirkulær byggebranche”, siger miljøchef Simon Stig-Gylling fra Dansk Byggeri.

Og netop det at få skabt fælles definitioner og en fælles forståelse kan standarder hjælpe med. Eksempelvis i forhold til at konkretisere, hvad det betyder, når der tales om bæredygtige byggematerialer. 

”Vi skal have nogle ens spilleregler baseret på fakta, så vi kan sammenligne os med hinanden: Hvad er en bæredygtig byggevare, hvilke egenskaber skal den have, og hvilke krav skal den leve op til? Samlet set har vi behov for et fælles rammeværk for, hvordan vi dokumenterer og måler, så vi gør det på samme måde – og arbejdet skal være datadrevet,” understreger Anne Holm Sjøberg og fortsætter:

”I takt med, at vi skal bruge flere genbrugte materialer i byggeriet, stiger behovet også for en fælles tilgang og definition af genbrug, sikkerhed og kvalitet af materialerne. Det er lige præcis her, at standarder kommer til at få stor betydning for fremtidens grønne byggeri.”

Standarder er vigtige for den grønne omstilling

Nødvendigheden af standarder understøttes desuden af en analyse foretaget af Oxford Research, der viser, at standarder er et vigtigt redskab, hvis byggebranchen skal nå i mål med den grønne omstilling. Således svarer 73 pct. af virksomhederne i undersøgelsen indenfor bygge og anlæg, at standarder er vigtige for den grønne omstilling i netop deres branche.

”Vi oplever en stor efterspørgsel fra byggebranchen på konkrete redskaber til at sikre en bæredygtig grøn omstilling. Jeg er glad for, at så mange virksomheder i undersøgelsen peger på, at standarder er vigtige for branchen og giver resultater for den enkelte virksomhed – både når det kommer til at reducere deres eget klimaaftryk og til udbredelse og implementering af grønne løsninger”, siger Anne Holm Sjøberg.

Også klimapartnerskabet for byggeri og anlæg påpeger, at standarder er vigtige redskaber i den grønne omstilling. Og et af de vigtige budskaber fra klimapartnerskabet er netop behovet for at skabe et fælles marked for genbrugte byggematerialer. Der er nemlig brug for meget mere viden om byggematerialerne, så de i højere grad kan genbruges.

”Klimapartnerskabet for byggeri og anlæg efterspørger et klimaregnskab, som giver et ensartet grundlag for at dokumentere bygningers CO2-aftryk. Det er oplagt at formulere i en standard, så det bliver tydeligt, hvordan regnskabet skal udformes”, forklarer Anne Holm Sjøberg.

Grundlaget for klimaregnskabet er et bygnings- og materialepas, som skal dokumentere de enkelte materialers og bygningers indhold og aftryk og dermed gøre det lettere at foretage grønne materialevalg. Også her kan der med fordel udformes en standard for, hvordan man klassificerer bygninger og materialer.

Standarder kan sikre fælles fodslag i byggebranchen

”Det er en barriere, at vi ikke har fælles tilgange på tværs af Europa. Det kan vi fastsætte i nogle standarder, og vi kan også bære det med ind i det internationale standardiseringsarbejde og dermed gøre det til noget, man arbejder med i hele EU”, siger Anne Holm Sjøberg.

Og det kan være en god ide at sidde med om bordet, når standarderne skal laves:

”Man må forvente en øget efterspørgsel på aktører, som kan dokumentere, at de arbejder bæredygtigt. Det vil blive et afgørende konkurrenceparameter, og det gælder om at være med fra starten, når standarderne skal sættes,” siger Anne Holm Sjøberg.

Også ifølge Simon Stig-Gylling kan standarder være nødvendige for at finde fælles fodslag i byggebranchen. Standarder er som udgangspunkt frivillige, og det mener Simon Stig-Gylling også, at de bør være.

”Først skal standarderne udformes og introduceres, og når de er frivillige, kan de lettere justeres løbende. Med tiden kan det blive tydeligt, hvilke tiltag der sætter skub i den grønne omstilling, og så kan man begynde at overveje at gøre standarderne obligatoriske,” mener han.

Læs mere om standarder indenfor grøn omstilling i byggeriet og muligheden for at være med til at sætte de kommende standarder på området og dermed få indflydelse på fremtidens markedskrav her: https://www.ds.dk/baeredygtigtbyggeri

Faktaboks:

Standarder er ifølge klimapartnerskabet for byggeri og anlæg vigtige redskaber i den grønne omstilling. Det samme mener Dansk Byggeri, som blandt andet efterspørger standarder for:

§      Selektiv nedrivning

§      Materiale- og bygningspas

Medlemsnyhed

Indrykket af
Dansk Standard

Göteborg Plads 1
2150 Nordhavn
Danmark
Dansk Standard

Send til en kollega

0.095